97 % af Marshalløerne består af hav. Resten er lavtliggende atoller, som alle forventes at blive ubeboelige snart på grund af stigende vandstande. Marshalleserne er dermed blandt de første mennesker i verden, der står til at miste deres hjemland. Men hvordan ser livet ud i et land, der risikerer at blive ubeboeligt inden for 30 år?
The best I can for a living er en etnografisk dokumentar, baseret på et 1-årigt antropologisk feltarbejde, der går tæt på tre personlige fortællinger. Vi følger Kakku Alik, Altheria deBrum og Jobod Silk, der hver især repræsenterer et udsnit af den marshallesiske befolkning, og som hver især påvirkes af klimaforandringerne i deres hverdag og i deres drømme om fremtiden. Gennem deres fortællinger træder det frem, hvordan klimaforandringer fletter sig sammen med, og til tider forstærker, de øvrige udfordringer, som et tidligere koloniseret land står i: fattigdom, korruption, ulighed, mangel på uddannelse og sundhed, migration, etc. Tilsammen tegner de tre fortællinger et billede af en hverdag, der er langt mere nuanceret og kompleks, end det gængse narrativ i internationale medier om "sinking islands" og "drowning people" samt aktivistiske slogans som "we are not drowning, we are fighting" giver plads til.
Gennem karakterernes fortællinger og vores egen udvikling som fortællere føres seeren fra nysgerrighed på, hvordan virkeligheden udspiller sig, til en mere undrende refleksion: er havet reelt det eneste - eller det vigtigste - problem i Marshalløerne? Og risikerer et stærkt fokus på klimakampen at overskygge alt det andet, der fylder i menneskers hverdag? Det er spørgsmål, som marshallesiske klimaaktivister konfronteres med i filmen. Filmen besvarer dem ikke endegyldigt, men efterlader en påmindelse: Det er ikke nok at sikre et land mod vandet, eller at råbe det internationale samfund op med kommunikative greb om retfærdighed og resiliens - man må også arbejde for, at det fortsat er værd og værdigt at leve dér, hvor man er. Et sted, hvor mennesker gør det bedste, de kan under nogle af de sværeste vilkår.
Klippene er rough cuts, der giver et indblik i filmens scener, karakterer og de forløb, vi følger.
▶
Her indsættes Vimeo-embed af klippet
Klippene er låst
Forkert kode. Prøv igen, eller kontakt os.
Klippene er adgangskodebeskyttede. Koden fremgår af mailen, vi har sendt til dig.
Karakterer
Tre liv med klimaforandringer
Filmens tre hovedpersoner repræsenterer hvert sit udsnit af den marshallesiske befolkning. Rækkefølgen afspejler deres vægt i filmen: Kakku bærer fortællingen, efterfulgt af Altheria og til sidst Jobod.
Kakku Alik
Den hårdtarbejdende familiefar
Kakku holder familien over vande med lavtlønnet arbejde, fiskeri og en selvforsynende have. Men klimaforandringerne dræber afgrøderne, trækker fiskene væk og bringer havet tættere. Han frygter for sin families fremtid og begynder at overveje at forlade det hjemland, han elsker.
Altheria er en ung marshalleser, der er droppet ud af skolen. Vi følger hende gennem programmet hos NGO'en Waan Aelõñ in Majel, som bruger marshallesisk kultur og identitet til at hjælpe 30 unge dropouts med at finde fodfæste, venskaber og tro på sig selv.
Jobod er en profileret klimaaktivist, der drømmer om at blive diplomat. Vi følger ham lave en international kampagne og kommer tæt på den personlige drivkraft bag aktivismen. Gennem Jobod ser vi Marshalløernes klimakamp, der rettes udad mod verdens ledere, hvilket får os til at spørge, om de overser landets egne udfordringer.
Binder fortidens atomprøvesprængninger sammen med nutidens klimakamp
Alson Kelen bærer filmens sideløbende kontekstuelle fortælling om nuclear legacy. Født på Bikini Atoll lever han i skyggen af USA's 67 atomprøvesprængninger i landet, heriblandt Castle Bravo, den kraftigste USA nogensinde har detoneret. Gennem Alson binder filmen fortidens atomare kolonihistorie sammen med nutidens klimakamp og får både historisk dybde og politisk aktualitet gennem landets COFA-aftale med USA. Han træder ind som en autoritativ stemme, der løfter blikket og stiller spørgsmålet: gentager historien sig blot i en ny form?
Vi arbejder i udgangspunktet efter en klassisk berettermodel, hvor de tre hovedfortællinger væves ind i hinanden i varierende grad gennem en række overlappende tematikker – mest markant klimaforandringer, spørgsmål og refleksioner om fremtiden, og en bredere kritik af oversete problematikker i landet, såsom fattigdom, sygdom og manglende uddannelse.
Vi håber, at du som producer kan samarbejde med os om at finde den rette vægtning af karaktererne og sammenfletning af fortællingerne.
For at komme tæt på karaktererne lader vi vores egen tilstedeværelse træde frem i stedet for at skjule den. Det gør blikket og fortolkningen synlig for seeren og sætter vores egen etik og position som fortællere på spil.
Filmen nuancerer forståelsen af Marshalløerne som "synkende øer" og viser klimaforandringerne, som de faktisk leves: i en hverdag, hvor fattigdom, migration, sundhed og fortidens atomprøvesprængninger ikke kan skilles fra det stigende hav og den historiske marginalisering, som landet er en del af.
Primært 25–60-årige med interesse for global ulighed, social retfærdighed, klimaforandringer og menneskerettigheder — et publikum, der værdsætter karakterbårne, sanselige fortællinger. Geografisk retter vi os mod både det globale nord og stillehavsnationerne.
Filmen er skabt i krydsfeltet mellem journalistisk dokumentarisme og antropologisk feltarbejde — en kombination, der har skabt en unik adgang og fortælling.
Julie Lorenzen Schnoor
Antropolog · Dramaturg
Antropolog (cand.scient.anth., Københavns Universitet) med speciale i samspillet mellem kultur og klimaforandringer. Julies etnografiske feltarbejde i Marshalløerne formede filmens vinkel, tematikker og medvirkende, og hun stod for størstedelen af interviews og filmens empiriske fundament.
Uddannet international journalist (Master of Arts, Goldsmiths University of London) med baggrund på TV 2, hvor han var reporter og vært på dokumentaren Drømmen om Danmark. Tobias instruerede og filmede The best I can for a living.
Vi leder efter en producer, vi kan bygge filmen færdig sammen med. Vi ser især fire områder, hvor et samarbejde vil gøre den største forskel: (1) økonomi, (2) dramaturgi og redaktionel udvikling, (3) det tekniske håndværk og (4) markedsføring og publicering.
‘I am doing the best I can for a living’ — En etnografisk dokumentar om livet med stigende vandstande i Marshalløerne (spillelængde ca. 75 min)
97 % af Marshalløerne består af hav. Resten er lavtliggende atoller, som alle forventes at blive ubeboelige snart på grund af stigende vandstande. Marshalleserne er dermed blandt de første mennesker i verden, der står til at miste deres hjemland. Men hvordan ser livet ud i et land, der risikerer at blive ubeboeligt inden for 30 år?
I am doing the best I can for a living er en etnografisk dokumentar, baseret på et 1-årigt antropologisk feltarbejde, der går tæt på tre personlige fortællinger. Vi følger Kakku Alik, Altheria deBrum og Jobod Silk, der hver især repræsenterer et udsnit af den marshallesiske befolkning, og som hver især påvirkes af klimaforandringerne i deres hverdag og i deres drømme om fremtiden. Gennem deres fortællinger træder det frem, hvordan klimaforandringer fletter sig sammen med, og til tider forstærker, de øvrige udfordringer, som et tidligere koloniseret land står i: fattigdom, korruption, ulighed, mangel på uddannelse og sundhed, migration, etc. Tilsammen tegner de tre fortællinger et billede af en hverdag, der er langt mere nuanceret og kompleks, end det gængse narrativ i internationale medier om "sinking islands" og "drowning people" samt aktivistiske slogans som "we are not drowning, we are fighting" giver plads til (se fx The Guardian 2019; BBC 2019; TV 2 2021; World Bank Group 2021; IPCC 2022; Al Jazeera 2023; Greenpeace 2025; 350 Pacific 2026).
Gennem karakterernes fortællinger og vores egen udvikling som fortællere føres seeren fra nysgerrighed på, hvordan virkeligheden udspiller sig, til en mere undrende refleksion: er havet reelt det eneste - eller det vigtigste - problem i Marshalløerne? Og risikerer et stærkt fokus på klimakampen at overskygge alt det andet, der fylder i menneskers hverdag? Det er spørgsmål, som marshallesiske klimaaktivister konfronteres med i filmen. Filmen besvarer dem ikke endegyldigt, men efterlader en påmindelse: Det er ikke nok at sikre et land mod vandet, eller at råbe det internationale samfund op med kommunikative greb om retfærdighed og resiliens - man må også arbejde for, at det fortsat er værd og værdigt at leve dér, hvor man er. Et sted, hvor mennesker gør det bedste, de kan under nogle af de sværeste vilkår.
Når fattigdom gør klimaforandringer farligere, og klimaforandringer gør fattigdom dybere.
Da vi møder Kakku, er han stolt og glad for sit hjemland, sin kultur og sit lokalsamfund. Han tager os med ind i hverdagen: ud at fiske med spyd om natten og line om dagen, en traditionel etårsfødselsdag, hvor en stor havskildpadde tilberedes, rundt i haven mellem hans afgrøder, i kirke om søndagen, på arbejde til fire dollars i timen, etc. Med få timers søvn og få ressourcer knokler han uafbrudt for at forsøge familien, og han er altid positiv.
Men balancen skrider. Løbende bliver vi opmærksomme på, hvordan klimaforandringerne undergraver hans levevej: fiskene trækker ud på dybere vand og bliver sværere at fange, korallerne dør, afgrøderne tørrer ud eller rådner i takt med de skiftende vejrforhold. Når havet og haven ikke længere kan brødføde familien, må maden købes for penge, han ikke har. Samtidig er Kakku en bærende søjle i sit lokalsamfund. Han giver, hjælper og løfter i en grad, hvor hans egen kone mener, at han glemmer, at familien også har brug for ham. Hun ser hans hengivenhed over for lokalsamfundet som en byrde og planter en plan for kameraet om at lokke ham og familien til at migrere til USA.
Byrden topper, da hans onkel dør under behandling i USA, og familien skal samle over 13.000 USD for at få kisten fløjet hjem og begravet i Marshalløerne. Her ser vi det lokale sammenhold løfte i flok og Kakkus' centrale rolle i både familie og lokalsamfund - og ikke mindst hvordan det slider på ham. For første gang beklager han sig over, at han ikke har sovet i 48 timer. Det bliver vendepunktet.
Kakku indser, at migration til USA er den eneste vej til et bedre liv. Stående ved vandkanten, hvor havet hvert år kommer tættere på hans græsplæne, reflekterer han over, hvor hans børn og børnebørn er, når han selv er væk. Beslutningen står i skarp kontrast til den mand, vi mødte i begyndelsen: ham, der altid var positiv og svor, at han aldrig ville forlade Marshalløerne. Men vilkårene for at overleve er blevet for hårde.
Vores relation
Kakkus forløb læner sig op ad, at vi får en tættere relation med ham over tid. Da vi møder Kakku, er vi naive og nysgerrige. Kakku er overbærende over for os. Med tiden lærer vi mere, og forholdet bliver mere personligt. Sidstnævnte bliver eksplicit i filmen, når han under forberedelserne til begravelsen fortæller, at vi letter hans sorg ved at være til stede. Vores relation, som ender med at blive et venskab, flyder også over i den overordnede fortælling, hvor det tydeligt fremgår, at vi som filmskabere sympatiserer med ham.
Afslutningsvis fortæller Kakku, at arbejdet med dokumentaren har hjulpet ham med at reflektere over sit liv og sin fremtid. Dokumentaren er en drøm, der går i opfyldelse, og han håber på, at seerne har fået et indblik i hans og mange andres daglige kamp. Her træder han tydeligt frem som medskaber, og vores relation er reciprok.
Om at finde fodfæste, mens både livet og landet skrider under en.
Vi møder Altheria første gang på WAM, hvor hun, ligesom de andre piger, er nervøs og genert. Hun skiller sig ud i bukser og T-shirt i et konservativt land, hvor kvinder ellers altid bærer nederdel eller kjole. WAM, Waan Aelõñ in Majel, (Marshalløernes Kanoer) bruger den marshallesiske kultur og kanoen som symbol og metode: eleverne bygger kanoer med hænderne, lærer at sejle dem, undervises i engelsk og matematik og får undervejs det, som direktøren Alson kalder “værktøjerne til et ordentligt liv”.
Men Altherias rejse er alt andet end lige. I begyndelsen sidder hun alene, deltager ikke, svarer ikke og bliver frustreret - også på os. Hun forsvinder fra timerne, går fra kameraet, græder uden at forklare hvorfor. Efter et hospitalsbesøg, hvor hun stikker af, sidder vi i bilen med hendes lærer Losena, der forsøger at sætte ord på, hvor svært hun i virkeligheden har det. Sammen med Altherias egne minder om tidligere mobning og morens tanker om hendes identitet som "tomboy" tegner der sig et billede af det, hun kæmper med.
I takt med at programmet skrider frem, gør Altheria det samme. En dag falder hun i vandet fra kanoen og griner højt - det første store grin, vi har set fra hende. Hun rejser sig og går op til tavlen. Hun får venner. Hun åbner sin første bankkonto. Til graduation kaldes hendes navn først, og bagefter siger hun på gebrokkent engelsk, at hun er stolt af, hvem hun er. Hun har fundet ro i sig selv og kan se en fremtid, hvor hun vil ind i militæret og tjene sit land. Et land, der måske ikke er der til den tid, men det er ikke noget, hun kan forholde sig til.
Klimaforandringerne fletter sig ind i Altherias fortælling som en usikker fremtid. Hendes mor, Nera, frygter, hvad der skal ske med hendes børn og deres fremtid. Alson håber, at WAM giver eleverne redskaber til at møde det usikre og være med til at finde løsningerne. Altheria selv er, som enhver anden teenager, optaget af det nære. Da vi spørger, om hun har hørt om klimaforandringer, og de dystre fremtidsscenarier med vandstandsstingning, siger hun ja, men hun har glemt, hvad det egentlig betyder. Hun repræsenterer en stor del af den unge generation, der lever midt i forandringerne uden de nødvendige ressourcer til at forholde sig til dem. Altherias fortælling slutter, hvor hun sejler den gule kano alene ud i Majuros lagune, kæmper med styringen og til sidst får den til at skære rent gennem vandet. Spørgsmålet får lov at stå åbent: Er hun, som ung marshalleser, rustet til at møde sin fremtid, en fremtid, hun hverken har alderen, uddannelsen eller ressourcerne til at forholde sig til endnu?
Vores relation:
I starten er Altheria genert, og vores relation opbygges langsomt. Hun forsvinder fra optagelser, beder om at få mikrofonen af, går fra kameraet. I de øjeblikke bliver vi til tider anmassende, og vores etik sættes på prøve: vi filmer videre, selv når hun er flygtet fra os, og vi spørger hendes lærer om hendes inderste udfordringer, mens kameraet diskret kører. Fordi hun selv har svært ved at sætte ord på tingene, er vi afhængige af Losena (lærer) og Nera (mor) for at kunne fortælle hendes historie - og det efterlader et spørgsmål: har hun overhovedet lyst til det? Selvom vi naturligvis har spurgt hende først.
Men forholdet udvikler sig i takt med hende selv. Hun bliver mindre genert over for os, og dermed over for kameraet - vores relation afspejler hendes egen rejse fra lukkethed til åbenhed. Til sidst siger hun det selv: hun er stolt af at have været med. En stille bekræftelse af, at historien trods alt også er hendes.
En aktivistisk og priviligeret kamp for fremtididen
Jobod er i slutningen af 20'erne og en fremtrædende klimaaktivist med international profil. Han arbejder hos den anerkendte NGO Jo-Jikum og er den af filmens karakterer, der forholder sig mest direkte og bevidst til klimaforandringerne — med et sprog, vi kender fra FN, COP-topmøder: "we are not drowning, we are fighting." Mens Kakku, Altheria og resten af arbejderklassen kæmper med hverdagen, har Jobod de ressourcer der skal til, for at opbygge en aktivistisk karriere, båret af en motivation for at gøre en forskel. Vi følger ham tæt gennem opbygningen af en af hans kampagner.
Vi møder Jobod første gang i en kontorbygning i midtbyen, hvor han i en formel tone besvarer en taiwansk delegerets spørgsmål om havstigninger. Herfra følger vi ham gennem opbygningen af en international onlinekampagne, der skal minde verdens ledere om Paris-aftalens løfte om globale temperaturstigninger på maks. 1,5 °C — for ved 2 °C forsvinder Marshalløerne under vandet. Vi er med fra idé til færdigt produkt: storyboardet der tegnes op på et whiteboard, digtet der skrives og finder sin tone, og Jobods 90-årige mormor der lærer ham at flette et traditionelt fiskenet (Alele), som skal bruges i videoen. Til sidst står de unge aktivister ude i vandet med nettet strakt mellem sig og taler direkte til verdens ledere gennem vores kamera: "We draw the line here."
Gennem Jobod lærer vi, hvordan klimakampen i Marshalløerne i høj grad rettes udad: mod forhandlingsrum, topmøder og det internationale samfund, snarere end mod løsninger inden for landets egne grænser. Det gør hans fortælling til det spor, der sætter de to andre karakterer i perspektiv og afdækker de sociale skel, der gør, at nogle har overskud til at kæmpe for fremtiden og kigge udad, mens andre blot kæmper for at komme igennem dagen.
Undervejs lærer vi også Jobod personligt at kende. I baghaven fortæller han om sine barndomsoplevelser, der motiverede ham til at gå ind i klimakampen, og om sine karrieremæssige ambitioner om at blive diplomat. Aktivismen er for ham både en personlig hjertesag og en professionel vej, der skal føre ham ud over landets grænser og videre i fremtiden.
Jobods fortælling slutter i et kritisk interview med hans leder hos Jo-Jikum. Her stiller vi de spørgsmål, seeren har båret med sig undervejs: Hvorfor overser Marshalløerne de lokale udfordringer som fattigdom, arbejdsløshed, sundhed og migration, som Kakku, Altheria og deres landsmænd er fanget i? Og risikerer det ensidige aktivistiske fokus på det stigende hav at overskygge alt det andet? Interviewet sætter spørgsmålstegn ved om de gængse medienarrativer om øerne - “sinking islands”, “we are not drowning, we are fighting” etc. - overser lokale omstændigheder. Vi spørger, om aktivismen også burde kigge indad, mod landets egne problemer, og hvilke interesser den egentlig tjener.
Vores relation
Jobod er den, vi følger i kortest tid, og for ham bliver vores produktion tydeligt en forlængelse af hans eget aktivistiske virke og et redskab til at få budskabet ud. Det bliver konkret, når vi filmer hans SoMe-kampagne og gradvist ender som kampagnens kameramænd. Hvad er opstillet, og hvad er virkeligt? Hvad er hans video, og hvad er vores film? Vi er ikke længere fluer på væggen, men hans folk bag kameraet. Det er her i filmen, at forholdet mellem os og de medvirkende bliver mest eksplicit – og hvor spørgsmålet om, hvis historie det egentlig er, træder tydeligst frem.
Mod slutningen tager vi kontrollen tilbage og stiller os kritiske over for Jo-Jikums ensidige globale klimafokus. Vi taler med Loredel, Jobods leder, og ikke Jobod selv, men scenen fungerer alligevel som en forlængelse af hans historie. Det er en ægte og lidt ubehagelig scene. Vi sætter vores egen integritet på spil ved at være kritiske over for aktivister, der kæmper en vigtig kamp for at bevare deres hjemland. Netop derfor skærer interviewet igennem. Det løfter de temaer frem, som filmen hele vejen har vist uden at sige højt, og gør vores egen udvikling synlig, fra naive gæster og medskabere af deres aktivistiske narrativ til kritiske fortællere, der tilføjer nuancer, der krakelerer billedet.
Alson Kelen - offer for USA's atomprøvesprængninger.
Fortidens traumer fra atombombesprængninger i nutidens klimakamp.
Først og fremmest kender vi Alson gennem Altheria: han er grundlægger og direktør for Waan Aelõñ in Majel (Canoes of the Marshall Islands), hvor hun er elev. Men senere finder vi ud af, at han også bærer sin egen personlige fortælling. Alson stammer fra Bikini Atoll – et af stederne for USA's 67 atomprøvesprængninger mellem 1946 og 1958, heriblandt Castle Bravo, den kraftigste sprængning USA nogensinde har foretaget, tusind gange stærkere end Hiroshima.
Alsons linje binder fortidens traumer fra atomprøvesprængningerne sammen med nutidens klimakamp og giver filmen historisk og politisk dybde. Til Nuclear Victims Remembrance Day mindes vi USA's testforsøg sammen med et af Marshalløernes nulevende ofre: Alson. Han fortæller om barndommen på Bikini, om amerikanernes tests på hans egen krop og om konsekvenserne af den radioaktive stråling for ham og hans familie.
Han træder ind i filmen som en autoritativ, formidlende stemme snarere end en karakter, vi følger tæt. Hans funktion er at løfte blikket fra vores karakterers hverdag til det store historiske og politiske perspektiv - og at stille spørgsmålet, om klimaforandringerne blot er en historie om global ulighed og grådighed, der gentager sig i en ny form.
Titlen er et citat fra Kakku. Efter fire timers fiskeri spørger vi, om han aldrig bliver træt. Svaret er ikke en klage, men en stille konstatering af vilkårene: "I try the best I can for a living. It's tough, but if you are not the man, who's going to feed your family?"
Vi har valgt titlen, fordi den rammer noget, der er fælles for alle filmens medvirkende: de gør det bedste, de kan, inden for de rammer, de har. Kakku arbejder nonstop til fire dollars i timen og fisker om natten for at brødføde sin familie. Altheria kæmper sig tilbage til retning og selvtillid i en fremtid, ingen kan love hende. Jobod lægger sine kræfter i internationale klimakampagner. Tre vidt forskellige udgangspunkter og tre vidt forskellige bekymringer - men den samme grundbevægelse: at arbejde så godt, man kan.
Titlen placerer dermed filmens tyngdepunkt i det nære og det menneskelige. Vi møder dem ikke som "klimaofre" eller repræsentanter for en global uretfærdighed, men som en far, en ung kvinde og en aktivist, der hver især forsøger at leve et liv midt i det hele. Men den strukturelle uretfærdighed står ikke mindre klart af den grund. Den træder blot frem gennem det levede liv i stedet for at blive råbt højt.
Vi har fra begyndelsen arbejdet ud fra en overbevisning om, at historien skal fortælles lokalt. Men vi kan ikke løbe fra, at vi som fortællere bærer et vestligt blik. Derfor bruger vi netop det som et greb. Ved at lade vores egen tilstedeværelse træde frem gør vi seeren opmærksom på blikket, og på vores egen udvikling undervejs, fra nysgerrige gæster til venner og kritiske medskabere. Vores tilstedeværelse gøres bemærket gennem lyd og reaktion: vores navne omtales, spørgsmålene høres, og vores bemærkninger og svar bliver stående. Vi er primært til stede i lyden, hvor karaktererne taler til os og reagerer på os. Transparensen er en etisk strategi: Vi skjuler ikke, under hvilke betingelser billederne er blevet til, men lader seeren forstå, at der er en fortolkning på spil.
Magten går begge veje
Vi ved godt, at vi som filmskabere har magt. Men vi har samtidig været dybt afhængige af dem, vi filmer, og det viser filmen frem for at skjule det. Jobod har ressourcerne og erfaringen til at styre, hvordan kameraet bruges, og gør vores produktion til en forlængelse af sin egen aktivisme. Altheria har magten til at lukke i, gå sin vej og nægte os det, vi kom efter. Kakku giver os adgang på tillidens præmisser, og vi fremstår ofte uvidende i hans selskab.
Hvad sætter vi på spil?
Med Kakku sætter vi os selv på spil ved at virke naive. Med Altheria går vi den modsatte vej og til kanten, måske endda over den, når hun flygter, og vi filmer videre og laver interviews i smug i forsøget på at forstå et menneske, der ikke selv beder om det. Og med Jobod sætter vi vores kritiske integritet på spil, når vi filmer hans kampagne og bliver en del af hans aktivisme, indtil vi til sidst vender blikket og bliver kritiske over for det, vi selv har været med til at skabe.
Det bliver samlet et paradoks, hvor den nærhed, der giver os adgang, samtidig er det, der sætter vores etik og position som fortællere på spil over for seerne.
Note* Vi har indgået en kompensationsaftale med hovedpersonerne, hvis filmen giver overskud, og arbejder på funding til lokale visninger i Marshalløerne - konkrete forsøg på at gøre forholdet til en udveksling frem for en udvinding.
Voiceover - et bevidst fravalg
Vi har som udgangspunkt fravalgt voiceover, fordi vi ønsker en dokumentar, hvor mening og fortolkning er på spil i det uafklarede. Det afspejler vores egen oplevelse i landet, hvor vi ofte stod i situationer, vi ikke kunne overskue eller kæde sammen, og hvor virkeligheden altid var mere kompleks, end nogen enkel fortolkning kunne rumme. At undlade voiceover er derfor mere ærligt over for materialet: vi vil efterlade seeren med en tilpas forvirring og åbenhed for fortolkning, som vi selv oplevede. Men vi diskuterer det gerne, og er åbne for at ændre mening.
Dokumentaren gør op med reduktionen af Marshalløerne til "synkende øer" og giver et nært, nuanceret og personligt billede på klimaforandringernes konsekvenser i et af de mest udsatte lande i verden. Samtidig insisterer filmen på at fastholde kompleksiteten. Fattigdom, migration, manglende uddannelse, et udfordret sundhedsvæsen og fortidens atomprøvesprængninger kan ikke skilles fra klimaforandringerne. En mindsteløn på fire dollars i timen bliver endnu hårdere at leve med, når fiskefangsten falder, og beslutningen om at rejse til USA træffes lige så meget på grund af økonomi og levevilkår som på grund af vandstanden. Klimaforandringer forstærker problematikkerne, men står ikke alene.
2. Marginalisering af stillehavsnationer i et postkolonialt perspektiv
Filmen er et vidnesbyrd om en marginalisering, der tidligere tog form som militær kolonisering, og som nu har fået en ny skikkelse i form af klimaforandringer.
Marshalløerne har været underlagt kolonisering af Spanien, Tyskland, Japan og USA, og under det amerikanske styre udførte USA 67 atomprøvesprængninger med tvangsflytninger til følge. Konsekvenserne er stadig tydelige i dag: sundhedsproblemer, som hænger sammen med radioaktivitet, og mange marshallesere, der fortsat ikke kan vende tilbage til de øer, de stammer fra. Landet er selvstændigt nu, men tæt forbundet til USA gennem en Compact of Free Association. Over halvdelen af landets BNP består af udenlandsk støtte, hvilket gør landet til et af de mest bistandsafhængige i verden. Filmen sætter klimakrisen ind i en historisk sammenhæng: Er den blot endnu et kapitel i den samme marginalisering – hvor stormagternes handlinger, dengang atomprøvesprængninger og kolonisering, i dag forurening, igen bringer lidelse til de samme øer?
2.1 Ulighed
Et undertema hertil er ulighed. Globalt bæres klimaforandringernes konsekvenser af dem, der har udledt mindst. Marshalløerne står for ca. 0,0005 % af de globale CO2-udledninger og betaler alligevel en af de højeste priser. Men uligheden findes også inden for landet. Økonomiske og sociale ressourcer afgør, hvem der er mest sårbare. Filmens tre hovedpersoner står vidt forskellige steder i den struktur. Jobod har uddannelse, netværk og adgang til ressourcer. Kakku har land, viden og fællesskab, men fire dollars i timen. Altheria har hverken uddannelse eller indkomst. De kæmper alle tre, men ikke for det samme og ikke med de samme redskaber, og det afspejles tydeligt i deres sårbarhed over for en uvis fremtid.
3. Identitet og kultur.
Den marshallesiske identitet er rodfæstet i de naturlige omgivelser - i land og hav, i fiskeri, kano, jord og slægt. Havet er ikke en kulisse, men bliver kaldt deres supermarked, transportvej og slægtshistorie. Landet er ikke jord, men del af ens slægt og der man insisterer på at blive begravet. Jobod udtaler: “If we lose our islands, then we lose our culture and identity”. Når omgivelserne forandrer sig, er det derfor ikke kun landet og levevejen, der er truet, men grundlaget for at være marshalleser.
3.1 Eksistentielle spørgsmål om fremtid og migration
Derfra bliver spørgsmålet uundgåeligt eksistentielt. Hvad betyder hjem, tilhørsforhold og fremtid i et land, der måske ikke ‘findes’ om 50 år? og hvad vil det sige at være marshalleser til den tid? Filmen følger tre individuelle rejser, som alle ender med at handle om netop at finde sin vej i nutiden og forestille sig fremtiden. Her indgår migration som et gennemgående dilemma: skal man blive og kæmpe, eller rejse, før det er for sent? Det er ikke et hypotetisk valg, men et, der træffes hver dag i Marshalløerne, hvor over halvdelen af befolkningen nu bor i USA.
25-60-årige med middel til høj socioøkonomisk baggrund og interesse for samfundsmæssige emner som global ulighed, social retfærdighed, klimaforandringer og menneskerettigheder.
Geografisk henvender vi os til to publikummer
1. Det globale nord med høje udledningslande, hvis beslutninger påvirker marshallesernes hverdag.
2. Marshalløerne og øvrige stillehavsnationer, der deler regionale kulturtræk og lignende udfordringer.
Det kosmopolitiske publikum
Filmen henvender sig til den kosmopolitiske seer med interesse for klimaforandringer, global ulighed og postkolonial retfærdighed. Til et publikum, der sætter pris på karakterbårne, sanselige fortællinger, hvor kultur og identitet flettes sammen med en større strukturel og global fortælling.
Det er samtidig en film for et publikum, som værdsætter en kunstnerisk dokumentarform, der tør dvæle ved sine scener og lade det små og konkrete bære det store. Vi henvender os til den seer, der gerne vil udfordres og selv tænke med undervejs.
Sekundært publikum
Akademikere, studerende, aktivister og beslutningstagere med interesse for klima, udvikling og social retfærdighed - samt NGO'er og uddannelsesinstitutioner, hvor filmen kan indgå i en bredere samtale om klimaretfærdighed og oprindelige folks stemme heri. Vi ser desuden et potentiale i indigenous advocacy-netværk og i akademiske og journalistiske miljøer, der arbejder med Oceanien.
Distribution
Vi ønsker, at filmen lever både nationalt og internationalt. I Danmark er målet en publiceringsaftale med et relevant medie samt funding til offentlige fremvisninger og markedsføring mod nationale og internationale filmfestivaler. Den konkrete distributionsstrategi ligger endnu ikke fast, og det er en af de ting, vi håber at kvalificere sammen med en producer.
Nutidig relevans
Det er 11 år siden, at 200 lande underskrev Paris-aftalen og lovede at holde temperaturstigningen under 1,5 °C. Det løfte står i dag sin troværdighedsprøve: Kloden er allerede ca. 1,54°C varmere end før industrialiseringen, og udledningerne stiger fortsat. Filmen ankommer altså på det præcise tidspunkt, hvor forskellen mellem løftet og virkeligheden er blevet umulig at overse - og hvor nationer som Marshalløerne bliver den mest konkrete målestok for, om verdens ledere mente det, de lovede.
Samtidig flytter opmærksomheden sig. I medier og storpolitik er klimaet gledet i baggrunden til fordel for krig, økonomisk uro og sundhed. Det er et problem for Marshalløerne og bliver også adresseret i dokumentaren. Filmen er altså et modsvar til klimatrætheden og den forskydning af opmærksomheden, der præger den offentlige samtale.
Endelig gør den aktuelle politiske situation i USA Marshalløernes fortid påfaldende nærværende. Med USA's seneste udmelding om at genoptage atomprøvesprængninger og åbne trusler om at annektere andre lande, såsom Grønland, får Marshalløernes forhold til sin nærmeste stormagtspartner en ny og skarp aktualitet. Dokumentaren bliver dermed ikke bare et vidne til fortidens overgreb eller nutidens klimaforandringer, men et spejl for verdensledernes moralske kompas over for de nationer, hvis skæbne de er med til at afgøre.
Vi leder efter en producer, vi kan bygge filmen færdig sammen med. Vi ser især fire områder, hvor et samarbejde vil gøre den største forskel.
Økonomi
Vi leder efter en producer, der kan hjælpe os med at opbygge en realistisk økonomi omkring projektet — identificere de rette fonde og samarbejdspartnere, lægge et budget og styre ansøgningsprocesserne. Vi planlægger at søge New Danish Screen, når vores narrative struktur er på plads. Derudover orienterer vi os mod internationale klima- og dokumentarfonde.
Dramaturgi og redaktionel udvikling
Vi søger en producer, der kan fungere som en erfaren sparringspartner om historiens dramaturgiske opbygning og udvikling — en, der kan hjælpe os med at træffe de svære valg om, hvad der skal med, og hvad der skal skæres fra.
Det tekniske håndværk
Vi søger en producer, der kan bidrage til at knytte de rette folk til inden for postproduktion; klipning, color grading, lyddesign, mm.
Markedsføring og publicering
Vi leder efter en producer med en strategisk forståelse for, hvordan man positionerer og lancerer dokumentaren, så den finder sit publikum og får den rækkevidde, historien fortjener, og som vi sammen sætter os for at nå.
