97 % af Marshalløerne består af hav. Resten er lavtliggende atoller, som alle forventes at blive ubeboelige snart på grund af stigende vandstande. Marshalleserne er dermed blandt de første mennesker i verden, der står til at miste deres hjemland. Men hvordan ser livet ud i et land, der forventes at være ubeboeligt inden for 30 år?
The best I can for a living er en etnografisk dokumentar, baseret på et 1-årigt antropologisk feltarbejde, der går tæt på tre personlige fortællinger. Vi følger Kakku Alik, Altheria deBrum og Jobod Silk, der hver især repræsenterer et udsnit af den marshallesiske befolkning, og som hver især påvirkes af klimaforandringerne i deres hverdag og i deres drømme om fremtiden. Gennem deres fortællinger træder det frem, hvordan klimaforandringer fletter sig sammen med, og til tider forstærker, de øvrige udfordringer, som et tidligere koloniseret land står i: fattigdom, korruption, ulighed, mangel på uddannelse og sundhed, migration, etc. Tilsammen tegner de tre fortællinger et billede af en hverdag, der er langt mere nuanceret og kompleks, end det gængse narrativ i internationale medier om "sinking islands" og "drowning people" samt aktivistiske slogans som "we are not drowning, we are fighting" giver plads til.
Gennem karakterernes fortællinger og vores egen udvikling som fortællere føres seeren fra nysgerrighed på, hvordan virkeligheden udspiller sig, til en mere undrende refleksion: er havet reelt det eneste - eller det vigtigste - problem i Marshalløerne? Og risikerer et stærkt fokus på klimakampen at overskygge alt det andet, der fylder i menneskers hverdag? Det er spørgsmål, som marshallesiske klimaaktivister konfronteres med i filmen. Filmen besvarer dem ikke endegyldigt, men efterlader en påmindelse: Det er ikke nok at sikre et land mod vandet, eller at råbe det internationale samfund op med kommunikative greb om retfærdighed og resiliens - man må også arbejde for, at det fortsat er værd og værdigt at leve dér, hvor man er. Et sted, hvor mennesker gør det bedste, de kan for a living, under nogle af de sværeste vilkår.
Udvalgte scener der giver indblik i fortællinger og forløb
▶
Her indsættes Vimeo-embed af klippet
Klippene er låst
Forkert kode. Prøv igen, eller kontakt os.
Klippene er adgangskodebeskyttede. Koden fremgår af mailen, vi har sendt til dig.
Karakterer
Tre liv med klimaforandringer
Filmens tre hovedpersoner repræsenterer hvert sit udsnit af den marshallesiske befolkning. Rækkefølgen afspejler deres vægt i filmen: Kakku bærer fortællingen, efterfulgt af Altheria og til sidst Jobod.
Kakku Alik
Den hårdtarbejdende familiefar
Kakku holder familien over vande med lavtlønnet arbejde, fiskeri og selvforsynende have. Men klimaforandringerne dræber afgrøderne, trækker fiskene væk og bringer havet tættere. Han frygter for sin families fremtid og begynder at overveje at forlade det hjemland, han elsker.
Altheria er en ung marshalleser, der er droppet ud af skolen. Vi følger hende gennem programmet hos NGO'en Waan Aelõñ in Majel, som bruger den truede marshallesiske kultur og identitet til at hjælpe 30 unge dropouts med at finde fodfæste, venskaber og tro på sig selv.
Jobod er en klimaaktivist, der drømmer om at blive diplomat. Hans fortælling afdækker privilegiet ved at have overskud til at kæmpe for klimaet. Til sidst binder vi fortællingerne sammen med spørgsmålet om klimakampen overskygger landets øvrige udfordringer, som Kakku og Altheria står i.
Alson Kelen bærer filmens isolerede fortælling om nuclear legacy. Født på Bikini Atoll lever han i skyggen af USA's 67 atomprøvesprængninger i landet, heriblandt Castle Bravo, den kraftigste USA nogensinde har udført. Gennem Alson binder filmen fortidens atomare kolonihistorie sammen med nutidens klimakamp og får både historisk dybde og politisk aktualitet gennem landets COFA-aftale med USA. Han træder ind som en autoritativ stemme, der løfter blikket og stiller spørgsmålet: gentager historien sig blot i en ny form?
Vi arbejder i udgangspunktet efter en klassisk berettermodel, hvor de tre hovedfortællinger væves ind i hinanden i varierende grad gennem en række overlappende tematikker – mest markant klimaforandringer, spørgsmål og refleksioner om fremtiden, og en bredere kritik af oversete problematikker i landet.
Vi håber, at du som producer kan samarbejde med os om at finde den rette vægtning af karaktererne og sammenfletning af fortællingerne.
For at komme tæt på karaktererne bliver vi en slags kamæleon, og det sætter vores egen etik på spil. I stedet for at skjule det gør filmen vores tilstedeværelse bemærket og lader seeren forstå, at der er et blik og en fortolkning på spil.
Filmen nuancerer forståelsen af Marshalløerne som "synkende øer" og viser klimaforandringerne, som de faktisk leves: i en hverdag, hvor fattigdom, migration, sundhed og fortidens atomprøvesprængninger ikke kan skilles fra det stigende hav og den historiske marginalisering, som landet er en del af.
Gentager historien sig blot i en ny form, fra atomprøvesprængninger til klimakrise?
Primært 25–60-årige med interesse for global ulighed, social retfærdighed, klimaforandringer og menneskerettigheder — et publikum, der værdsætter karakterbårne, sanselige fortællinger. Geografisk retter vi os mod både det globale nord og stillehavsnationerne.
Filmen er skabt i krydsfeltet mellem journalistisk dokumentarisme og antropologisk feltarbejde — en kombination, der har givet en unik adgang og tillid hos hovedpersonerne.
Julie Lorenzen Schnoor
Antropolog · Dramaturg
Antropolog (cand.scient.anth., Københavns Universitet) med speciale i samspillet mellem kultur og klimaforandringer. Julies etnografiske feltarbejde i Marshalløerne formede filmens vinkel, tematikker og medvirkende, og hun stod for størstedelen af interviews og filmens empiriske fundament.
Uddannet international journalist med baggrund på TV 2, hvor han var reporter og vært på dokumentaren Drømmen om Danmark, og med en MA i TV-journalistik fra Goldsmiths. Tobias instruerede og fotograferede The best I can for a living.
Vi leder efter en producer, vi kan bygge filmen færdig sammen med. Vi ser især fire områder, hvor et samarbejde vil gøre den største forskel: økonomi, dramaturgi og redaktionel udvikling, det tekniske håndværk samt markedsføring og publicering.
Vi vil have en producer med, når vi søger New Danish Screen til efteråret.
‘I am doing the best I can for a living’ — En etnografisk dokumentar om livet med stigende vandstande i Marshalløerne (spillelængde ca. 75 min)
97 % af Marshalløerne består af hav. Resten er lavtliggende atoller, som alle forventes at blive ubeboelige snart på grund af stigende vandstande. Marshalleserne er dermed blandt de første mennesker i verden, der står til at miste deres hjemland. Men hvordan ser livet ud i et land, der forventes at være ubeboeligt inden for 30 år?
I am doing the best I can for a living er en etnografisk dokumentar, baseret på et 1-årigt antropologisk feltarbejde, der går tæt på tre personlige fortællinger. Vi følger Kakku Alik, Altheria deBrum og Jobod Silk, der hver især repræsenterer et udsnit af den marshallesiske befolkning, og som hver især påvirkes af klimaforandringerne i deres hverdag og i deres drømme om fremtiden. Gennem deres fortællinger træder det frem, hvordan klimaforandringer fletter sig sammen med, og til tider forstærker, de øvrige udfordringer, som et tidligere koloniseret land står i: fattigdom, korruption, ulighed, mangel på uddannelse og sundhed, migration, etc. Tilsammen tegner de tre fortællinger et billede af en hverdag, der er langt mere nuanceret og kompleks, end det gængse narrativ i internationale medier om "sinking islands" og "drowning people" samt aktivistiske slogans som "we are not drowning, we are fighting" giver plads til (se fx The Guardian 2019; BBC 2019; TV 2 2021; World Bank Group 2021; IPCC 2022; Al Jazeera 2023; Greenpeace 2025; 350 Pacific 2026).
Gennem karakterernes fortællinger og vores egen udvikling som fortællere føres seeren fra nysgerrighed på, hvordan virkeligheden udspiller sig, til en mere undrende refleksion: er havet reelt det eneste - eller det vigtigste - problem i Marshalløerne? Og risikerer et stærkt fokus på klimakampen at overskygge alt det andet, der fylder i menneskers hverdag? Det er spørgsmål, som marshallesiske klimaaktivister konfronteres med i filmen. Filmen besvarer dem ikke endegyldigt, men efterlader en påmindelse: Det er ikke nok at sikre et land mod vandet, eller at råbe det internationale samfund op med kommunikative greb om retfærdighed og resiliens - man må også arbejde for, at det fortsat er værd og værdigt at leve dér, hvor man er. Et sted, hvor mennesker gør det bedste, de kan for a living, under nogle af de sværeste vilkår.
Når fattigdom gør klimaforandringer farligere, og klimaforandringer gør fattigdom dybere.
Da vi møder Kakku, er han stolt og glad for sit hjemland, sin kultur og sit lokalsamfund. Han tager os med ind i hverdagen: ud at fiske med spyd om natten og line om dagen, en traditionel etårsfødselsdag, hvor en stor havskildpadde tilberedes, rundt i haven mellem hans afgrøder, i kirke om søndagen, på arbejde til fire dollars i timen. Med få timers søvn og få ressourcer knokler han nonstop for at forsøge familien, og han er altid positiv.
Men balancen skrider. Løbende bliver vi opmærksomme på, hvordan klimaforandringerne undergraver hans levevej: fiskene trækker ud på dybere vand og bliver sværere at fange, korallerne dør, afgrøderne tørrer ud eller rådner i takt med de skiftende vejrforhold. Når havet og haven ikke længere kan brødføde familien, må maden købes for penge, han ikke har. Samtidig er Kakku en bærende søjle i sit lokalsamfund. Han giver, hjælper og løfter i en grad, hvor hans egen kone mener, at han glemmer, at familien også har brug for ham. Hun ser hans hengivenhed over for lokalsamfundet som en byrde og planter en plan for kameraet om at lokke ham og familien til at migrere til USA.
Byrden topper, da hans onkel dør under behandling i USA, og familien skal samle over 13.000 USD for at få kisten fløjet hjem og begravet i Marshalløerne. Her ser vi lokale sammenhold løfte i flok, og Kakkus centrale rolle i både familie og samfund – og ikke mindst hvordan den slider på ham. For første gang beklager han sig over, at han ikke har sovet i 48 timer. Det bliver vendepunktet.
Kakku indser, at migration til USA er den eneste vej til et bedre liv. Stående ved vandkanten, hvor havet hvert år kommer tættere på hans græsplæne, reflekterer han over, hvor hans børn og børnebørn er, når han selv er væk. Beslutningen står i skarp kontrast til den mand, vi mødte i begyndelsen: ham, der altid var positiv og svor, at han aldrig ville forlade Marshalløerne. Men vilkårene for at overleve er blevet for hårde.
Vores relation
Kakkus forløb læner sig op ad, at vi får en tættere relation med ham over tid. Da vi møder Kakku, er vi naive og nysgerrige. Kakku er overbærende over for os. Med tiden lærer vi mere, og forholdet bliver mere personligt. Sidstnævnte bliver eksplicit i filmen, når han under forberedelserne til begravelsen fortæller, at vi letter hans sorg ved at være til stede. Vores relation, som ender med at blive et venskab, flyder også over i den overordnede fortælling, hvor det tydeligt fremgår, at vi som filmskabere sympatiserer med ham.
Afslutningsvis fortæller Kakku, at arbejdet med dokumentaren har hjulpet ham med at reflektere over sit liv og sin fremtid. Dokumentaren er en drøm, der kommer i opfyldelse, og han håber på, at seerne har fået et indblik i Kakkus daglige kamp mod klimaforandringerne. Her træder han tydeligt frem som medskaber, og vores relation er reciprok.
Om at finde fodfæste i et liv og et land, der begge er ved at falde sammen.
Vi møder Altheria første gang på WAM, hvor hun, ligesom de andre piger, er nervøs og genert. Hun skiller sig ud i bukser og T-shirt i et konservativt land, hvor kvinder ellers altid bærer nederdel eller kjole. WAM, Waan Aelõñ in Majel, (Marshalløernes Kanoer) bruger den marshallesiske kultur og kanoen som symbol og metode: eleverne bygger kanoer med hænderne, lærer at sejle dem, undervises i engelsk og matematik og får undervejs det, som direktøren Alson kalder værktøjerne til et ordentligt liv.
Men Altherias rejse er alt andet end lige. I begyndelsen sidder hun alene, deltager ikke, svarer ikke - og bliver frustreret, også på os. Hun forsvinder fra timerne, går fra kameraet, græder uden at ville forklare hvorfor. Efter et hospitalsbesøg, hvor hun stikker af, sidder vi i bilen med hendes lærer Losena, der forsøger at sætte ord på, hvor svært hun i virkeligheden har det. Sammen med Altherias egne minder om tidligere mobning og morens tanker om hendes identitet som "tomboy" tegner der sig et billede af det, hun kæmper med.
I takt med at programmet skrider frem, gør Altheria det samme. En dag falder hun i vandet fra kanoen og griner højt - det første store grin, vi har set fra hende. Hun rejser sig og går op til tavlen. Hun får venner. Hun åbner sin første bankkonto. Til graduation kaldes hendes navn først, og bagefter siger hun på gebrokkent engelsk, at hun er stolt af, hvem hun er. Hun har fundet ro i sig selv og kan se en fremtid, hvor hun vil ind i militæret og tjene sit land. Et land, der måske ikke er der til den tid, men det er ikke noget, hun forholder sig til.
Klimaforandringerne fletter sig ind i Altherias fortælling som en usikker fremtid. Hendes mor, Nera, frygter, hvad der skal ske med hendes børn og deres fremtid. Alson håber, at WAM giver eleverne redskaber til at møde det usikre og være med til at finde løsningerne. Altheria selv er, som enhver anden teenager, optaget af det nære. Da vi spørger, om hun har hørt om klimaforandringer, og de dystre fremtidsscenarier med vandstandsstingning, siger hun ja, men hun har glemt, hvad det egentlig betyder. Hun repræsenterer en stor del af den unge generation, der lever midt i forandringerne uden de nødvendige ressourcer til at forholde sig til dem. Altherias fortælling slutter, hvor hun sejler den gule kano alene ud i Majuros lagune, kæmper med styringen og til sidst får den til at skære rent gennem vandet. Spørgsmålet får lov at stå åbent: Er hun, som ung marshalleser, rustet til at møde sin fremtid, en fremtid, hun hverken har alderen, uddannelsen eller ressourcerne til at forholde sig til endnu?
Vores relation:
I starten er Altheria genert, og relationen bygges op langsomt. Hun forsvinder fra optagelser, beder om at få mikrofonen af, går fra kameraet. I de øjeblikke bliver vi til tider anmassende, og vores etik sættes på prøve: vi filmer videre, selv når hun er flygtet fra os, og vi spørger hendes lærer om hendes inderste udfordringer, mens kameraet diskret kører. Fordi hun selv har svært ved at sætte ord på tingene, er vi afhængige af Losena (lærer) og Nera (mor) for at kunne fortælle hendes historie - og det efterlader et spørgsmål: har hun overhovedet lyst til det? Selvom vi naturligvis har spurgt hende først.
Men forholdet udvikler sig i takt med hende selv. Hun bliver mindre genert over for os, og dermed over for kameraet - vores relation afspejler hendes egen rejse fra lukkethed til åbenhed. Til sidst siger hun det selv: hun er stolt af at have været med. En stille bekræftelse af, at historien trods alt også er hendes.
En aktivistisk og priviligeret kamp for fremtididen
Jobod er i slutningen af 20'erne og en fremtrædende klimaaktivist med international profil. Han arbejder hos den anerkendte NGO Jo-Jikum og er den af filmens karakterer, der forholder sig mest direkte og bevidst til klimaforandringerne — med et sprog, vi kender fra FN, COP-topmøder: "we are not drowning, we are fighting." Mens Kakku, Altheria og resten af arbejderklassen kæmper med hverdagen, har Jobod de ressourcer, der skal til for at opbygge en aktivistisk karriere, båret af en motivation for at gøre en forskel – og vi følger ham tæt gennem opbygningen af en af hans kampagner.
Vi møder Jobod første gang i en kontorbygning i midtbyen, hvor han i en formel tone besvarer en taiwansk delegerets spørgsmål om havstigninger. Herfra følger vi ham gennem opbygningen af en international onlinekampagne, der skal minde verdens ledere om Paris-aftalens løfte om globale temperaturstigninger på maks. 1,5 °C — for ved 2 °C forsvinder Marshalløerne under vandet. Vi er med fra idé til færdigt produkt: storyboardet, der tegnes op på et whiteboard, digtet, der skrives og finder sin tone, og læringen fra Jobods 90-årige mormor, Bubu, for at lære at flette et traditionelt fiskenet, der skal bruges til videoen. Til sidst står de unge aktivister ude i vandet med nettet strakt mellem sig og taler direkte til verdens ledere gennem vores kamera: "We draw the line here."
Gennem Jobod lærer vi, hvordan klimakampen i Marshalløerne i høj grad rettes udad: mod forhandlingsrum, topmøder og det internationale samfund, snarere end mod løsninger inden for landets egne grænser. Det gør hans fortælling til det spor, der sætter de to andre karakterer i perspektiv og afdækker de sociale skel, der gør, at nogle har overskud til at kæmpe for fremtiden og kigge udad, mens andre blot kæmper for at komme igennem dagen.
Undervejs lærer vi også Jobod personligt at kende. I baghaven fortæller han om sine barndomsoplevelser, der motiverede Jobod til at gå ind i klimakampen, og om sine karrieremæssige ambitioner om at blive diplomat. Aktivismen er for ham både en personlig hjertesag og en professionel vej, der skal føre ham ud over landets grænser og videre i fremtiden.
Jobods fortælling slutter i et kritisk interview med hans leder hos Jo-Jikum. Her stiller vi de spørgsmål, seeren har båret med sig undervejs: Hvorfor overser Marshalløerne de lokale udfordringer som fattigdom, arbejdsløshed, sundhed og migration, som Kakku, Altheria og deres landsmænd er fanget i? Og risikerer det ensidige fokus på det stigende hav ligefrem at overskygge alt det andet? Interviewet sætter spørgsmålstegn ved de gængse narrativer om øerne og spørger, om aktivismen også burde kæmpe indad, mod landets egne problemer, eller om den trækker sin helt egen linje ud fra aktivisternes egeninteresser.
Vores relation
Jobod er den, vi følger i kortest tid, og for ham bliver vores produktion tydeligt en forlængelse af hans eget aktivistiske virke og et redskab til at få budskabet ud. Det bliver konkret, når vi filmer hans SoMe-kampagne og gradvist ender som kampagnens kameramænd. Hvad er opstillet, og hvad er virkeligt? Hvad er hans video, og hvad er vores film? Vi er ikke længere fluer på væggen, men hans folk bag kameraet. Det er her i filmen, at forholdet mellem os og de medvirkende bliver mest eksplicit – og hvor spørgsmålet om, hvis historie det egentlig er, træder tydeligst frem.
Mod slutningen tager vi kontrollen tilbage og stiller os kritiske over for Jo-Jikums ensidige globale klimafokus. Vi taler med Loredel, Jobods leder, og ikke Jobod selv, men scenen fungerer alligevel som en forlængelse af hans historie. Det er en ægte og lidt ubehagelig scene. Vi sætter vores egen integritet på spil ved at være kritiske over for aktivister, der er blandt verdens mest sårbare over for stigende vandstande, og som kæmper for at bevare deres hjemland. Netop derfor skærer interviewet igennem. Det løfter de temaer frem, som filmen hele vejen har vist uden at sige højt, og gør vores egen udvikling synlig, fra naive gæster og medskabere af deres aktivistiske narrativ til kritiske fortællere.
Alson Kelen - offer for USA's atomprøvesprængninger.
Fortidens traumer fra atombombesprængninger i nutidens klimakamp.
Først og fremmest kender vi Alson gennem Altheria: han er grundlægger og direktør for Waan Aelõñ in Majel (Canoes of the Marshall Islands), hvor hun er elev. Men senere finder vi ud af, at han også bærer sin egen personlige fortælling. Alson stammer fra Bikini Atoll – et af stederne for USA's 67 atomprøvesprængninger mellem 1946 og 1958, heriblandt Castle Bravo, den kraftigste sprængning USA nogensinde har foretaget, tusind gange stærkere end Hiroshima.
Alsons linje binder fortidens traumer fra atomprøvesprængningerne sammen med nutidens klimakamp og giver filmen historisk og politisk dybde. Til Nuclear Victims Remembrance Day mindes vi USA's testforsøg sammen med et af Marshalløernes nulevende ofre. Alson fortæller om barndommen på Bikini, om amerikanernes tests på hans egen krop og om konsekvenserne af den radioaktive stråling for ham og hans familie.
Han træder ind i filmen som en autoritativ, formidlende stemme snarere end en karakter, vi følger tæt. Hans funktion er at løfte blikket fra vores karakterers hverdag til det store historiske og politiske perspektiv - og at stille spørgsmålet, om klimaforandringerne blot er en historie om global ulighed og grådighed, der gentager sig i en ny form.
Titlen er et citat fra Kakku. Efter fire timers fiskeri spørger vi, om han aldrig bliver træt. Svaret er ikke en klage, men en stille konstatering af vilkårene: "I try the best I can for a living. It's tough, but if you are not the man, who's going to feed your family?"
Vi har valgt titlen, fordi den rammer noget, der er fælles for alle filmens medvirkende: de gør det bedste, de kan, inden for de rammer, de har. Kakku arbejder nonstop til fire dollars i timen og fisker om natten for at brødføde sin familie. Altheria kæmper sig tilbage til retning og selvtillid i en fremtid, ingen kan love hende. Jobod lægger sine kræfter i internationale klimakampagner. Tre vidt forskellige udgangspunkter og tre vidt forskellige bekymringer - men den samme grundbevægelse: at arbejde så godt, man kan.
Titlen placerer dermed filmens tyngdepunkt i det nære og det menneskelige. Vi møder dem ikke som "klimaofre" eller repræsentanter for en global uretfærdighed, men som en far, en ung kvinde og en aktivist, der hver især forsøger at leve et liv midt i det hele. Men den strukturelle uretfærdighed står ikke mindre klart af den grund. Den træder blot frem gennem det levede liv i stedet for at blive råbt højt.
Vi har fra begyndelsen arbejdet ud fra en overbevisning om, at historien skal fortælles lokalt. Men vi kan ikke løbe fra, at vi som fortællere bærer et vestligt blik og går igennem en udvikling sammen med vores karakterer. Derfor bruger vi netop det som et greb. Ved at lade vores egen tilstedeværelse træde frem gør vi seeren opmærksom på blikket, og på vores egen udvikling undervejs, fra nysgerrige gæster og medvirkende i deres fortællinger til kritiske medskabere i en tættere relation. Vores tilstedeværelse gøres bemærket gennem lyd og reaktion: vores navne omtales, spørgsmålene høres, og vores bemærkninger og svar bliver stående. Vi er primært til stede i lyden, hvor karaktererne taler til os og reagerer på os. Transparensen er en etisk strategi: Vi skjuler ikke, under hvilke betingelser billederne er blevet til, men lader seeren forstå, at der er en fortolkning på spil. Vi er ikke fluen på væggen. Vi er medskabere.
Magten går begge veje
Vi ved godt, at vi som filmskabere har magt. Men vi har samtidig været dybt afhængige af dem, vi filmer, og det viser filmen frem for at skjule det. Jobod har ressourcerne og erfaringen til at styre, hvordan kameraet bruges, og gør vores produktion til en forlængelse af sin egen aktivisme. Altheria har magten til at lukke i, gå sin vej og nægte os det, vi kom efter. Kakku giver os adgang på tillidens præmisser, og vi fremstår ofte uvidende i hans selskab.
Hvad sætter vi på spil?
For at komme tæt på hver karakter bliver vi en slags kamæleon, og vores iver efter at lave filmen trækker os længere ind, end en distanceret observatør ville gå. Det skaber en etisk gråzone, som filmen ikke skjuler, men gør til en del af fortællingen, og den ser forskellig ud alt efter, hvem vi følger.
Med Kakku er det nærheden, der er indsatsen. Efter et år som naive gæster bliver vi tætte, og det rejser spørgsmålet, om vi stadig kan se klart i den samlede fortælling, når vi føler så meget med ham. Med Altheria går vi den modsatte vej og til kanten, måske endda over den, når hun flygter, og vi filmer videre og laver interviews i smug i forsøget på at forstå et menneske, der ikke selv beder om det. Og med Jobod sætter vi vores kritiske integritet på spil, når vi filmer hans kampagne og bliver en del af hans aktivisme, indtil vi til sidst vender blikket og bliver kritiske over for det, vi selv har været med til at skabe.
Det bliver samlet et paradoks, hvor den nærhed, der giver os adgang, samtidig er det, der sætter vores etik som fortællere på spil over for seerne. Og vores ærlighed om netop dét er det eneste, der gør fortællingen troværdig.
Note* Vi har indgået en kompensationsaftale med hovedpersonerne, hvis filmen giver overskud, og arbejder på funding til lokale visninger i Marshalløerne - konkrete forsøg på at gøre forholdet til en udveksling frem for en udvinding.
Voiceover - et bevidst fravalg
Vi har som udgangspunkt fravalgt voiceover. Kunstnerisk vil vi lave en film, hvor betydningen opstår i det uafklarede, som også var vores egen oplevelse i landet, og som derfor er mere ærligt over for materialet. Men vi er stadig åbne for at diskutere det.
Dokumentaren gør op med reduktionen af Marshalløerne til "synkende øer" og giver et nært, nuanceret og personligt billede på klimaforandringernes konsekvenser på jorden i de mest udsatte lande i verden. Samtidig insisterer filmen på at fastholde kompleksiteten. Fattigdom, migration, manglende uddannelse, et udfordret sundhedsvæsen og fortidens atomprøvesprængninger kan ikke skilles fra klimaforandringerne. En mindsteløn på fire dollars i timen bliver endnu hårdere at leve med, når fiskefangsten falder, og beslutningen om at rejse til USA træffes lige så meget på grund af økonomi og levevilkår som på grund af vandstanden. Klimaforandringerne forstærker problematikkerne, men det står ikke alene.
2. Marginalisering af stillehavsnationer i et postkolonialt perspektiv
Filmen er et vidnesbyrd om en marginalisering, der tidligere tog form som militær kolonisering, og som nu har fået en ny skikkelse i klimaforandringerne.
Marshalløerne har været underlagt kolonisering af Spanien, Tyskland, Japan og USA, og under det amerikanske styre udførte USA 67 atomprøvesprængninger med tvangsflytninger til følge. Konsekvenserne er stadig uafklarede i dag, hvor mange marshallesere fortsat lever i eksil. Landet er selvstændigt nu, men tæt forbundet til USA gennem en Compact of Free Association, og økonomien er endnu ikke bygget op, og over halvdelen af landets BNP består af økonomisk støtte, hvilket gør landet til et af de mest bistandsafhængige i verden. Filmen giver en nuancering på, om klimaforandringerne er et resultat af selvsamme historiske marginalisering, som endnu en gang bringer dem lidelse og på sigt tvinger dem væk fra deres land. Gentager historien sig blot i en anden form?
2.1 Ulighed
Et undertema hertil er ulighed. Globalt bæres klimaforandringernes konsekvenser af dem, der har udledt mindst. Marshalløerne står for ca. 0,0005 % af de globale CO2-udledninger og betaler alligevel en af de højeste priser. Men uligheden findes også inden for landet. Økonomiske og sociale ressourcer afgør, hvem der er mest sårbare, og fordelingen er ikke tilfældig. Filmens tre hovedpersoner står vidt forskellige steder i den struktur. Jobod har uddannelse, netværk og adgang til ressourcer. Kakku har land, viden og fællesskab, men fire dollars i timen. Altheria har hverken uddannelse eller indkomst. De kæmper alle tre, men ikke for det samme og ikke med de samme redskaber, og det afspejles tydeligt i deres sårbarhed over for en uvis fremtid.
3. Identitet og kultur.
Den marshallesiske identitet er rodfæstet i de naturlige omgivelser - i land og hav, i fiskeri, kano, jord og slægt. Havet er ikke en kulisse, men bliver kaldt deres supermarked, transportvej og slægtshistorie. Landet er ikke jord, men det, ens oldeforældre plantede, og det, man insisterer på at blive begravet i. Jobod udtaler: “If we lose our islands, then we lose our culture and identity”. Når omgivelserne forandrer sig, er det derfor ikke kun landet og levevejen, der er truet, men grundlaget for at være marshalleser.
3.1 Eksistentielle spørgsmål om fremtid og migration
Derfra bliver spørgsmålet uundgåeligt eksistentielt. Hvad betyder hjem, tilhørsforhold og fremtid i et land, der måske ikke ‘findes’ om 50 år, og hvem er man selv og sine børn til den tid? Filmen følger tre individuelle rejser, som alle ender med at handle om netop at finde sin vej i nutiden og forestille sig fremtiden. Her indgår migration som et gennemgående dilemma: skal man blive og kæmpe, eller rejse, før det er for sent? Det er ikke et hypotetisk valg, men et, der træffes hver dag.
Primært 25–60-årige med middel til høj uddannelse og indkomst og en interesse for global ulighed, social retfærdighed, klimaforandringer og menneskerettigheder.
Geografisk retter vi os med to ligeværdige publikummer:
1. Det globale nord, sammen med de høje udledningslande, hvis beslutninger former marshallesernes hverdag. USA og de europæiske FN-lande, men også Stillehavsregionens store aktører som Australien, Japan og Taiwan, der optræder direkte i filmen.
2. Marshalløerne og de øvrige stillehavsnationer, der deler både de regionale kulturtræk og de samme udfordringer.
Det kosmopolitiske publikum
Filmen henvender sig til seere med interesse for klimaforandringer, global ulighed og postkolonial retfærdighed, men først og fremmest til dem, der optages af de menneskelige historier bag overskrifterne. Det er et publikum, der sætter pris på karakterbårne, sanselige fortællinger, hvor kultur og identitet flettes sammen med en større strukturel fortælling gennem en antropologisk linse. Det er samtidig en film for et publikum, som værdsætter en kunstnerisk dokumentarform, der tør dvæle ved sine scener og lade det små og konkrete bære det store. Vi henvender os til den seer, der gerne vil udfordres og selv tænke med undervejs.
Sekundært publikum
Akademikere, studerende, aktivister og beslutningstagere med interesse for klima, udvikling og social retfærdighed - samt NGO'er og uddannelsesinstitutioner, hvor filmen kan indgå i en bredere samtale om klimaretfærdighed og oprindelige folks stemme heri. Vi ser desuden et potentiale i indigenous advocacy-netværk og i akademiske og journalistiske miljøer, der arbejder med Oceanien.
Distribution
Vi ønsker, at filmen lever både nationalt og internationalt. I Danmark er målet en publiceringsaftale med et relevant medie samt funding til offentlige fremvisninger og markedsføring mod nationale og internationale filmfestivaler. Den konkrete distributionsstrategi ligger endnu ikke fast, og det er en af de ting, vi håber at kvalificere sammen med en producer.
Nutidig relevans
Det er 11 år siden, at 200 lande underskrev Paris-aftalen og lovede at holde temperaturstigningen under 1,5 °C. Det løfte står i dag til troværdighedsprøve: Kloden er allerede ca. 1,54°C varmere end før industrialiseringen, og udledningerne stiger fortsat. Filmen ankommer altså på det præcise tidspunkt, hvor forskellen mellem løftet og virkeligheden er blevet umulig at overse - og hvor nationer som Marshalløerne bliver den mest konkrete målestok for, om verdens ledere mente det, de lovede.
Samtidig flytter opmærksomheden sig. I medier og storpolitik er klimaet gledet i baggrunden til fordel for krig, økonomisk uro og sundhed. Dette er et problem for Marshalløerne og bliver direkte påtalt i et interview, at det for Marshalløerne er nødvendigt, at klimaforandringerne kommer først. Filmen er et modsvar på klimatrætheden og den forskydning af opmærksomheden, der præger samtalen.
Endelig gør den aktuelle politiske situation i USA Marshalløernes fortid påfaldende nærværende. Med USA's seneste udmelding om at genoptage atomprøvesprængninger og åbne trusler om at annektere andre lande, som Grønland, får Marshalløernes forhold til sin nærmeste stormagtspartner en ny og skarp aktualitet. Dokumentaren bliver dermed ikke bare et vidne til fortidens overgreb eller nutidens klimaforandringer, men et spejl for verdensledernes moralske kompas over for de nationer, hvis skæbne de er med til at afgøre.
Vi leder efter en producer, vi kan bygge filmen færdig sammen med. Vi ser især fire områder, hvor et samarbejde vil gøre den største forskel.
Økonomi
Vi leder efter en producer, der kan hjælpe os med at opbygge en realistisk økonomi omkring projektet — identificere de rette fonde og samarbejdspartnere, lægge et budget og styre ansøgningsprocesserne. Vi planlægger at søge New Danish Screen, når vores narrative struktur er på plads. Derudover orienterer vi os mod internationale klima- og dokumentarfonde.
Dramaturgi og redaktionel udvikling
Vi søger en producer, der kan fungere som en erfaren sparringspartner om historiens dramaturgiske opbygning og udvikling — en, der kan hjælpe os med at træffe de svære valg om, hvad der skal med, og hvad der skal skæres fra.
Det tekniske håndværk
Vi søger en producer, der kan bidrage til at knytte de rette folk til inden for postproduktion; klipning, color grading, lyddesign, mm.
Markedsføring og publicering
Vi leder efter en producer med en strategisk forståelse for, hvordan man positionerer og lancerer dokumentaren, så den finder sit publikum og får den rækkevidde, historien fortjener, og som vi sammen sætter os for at nå.
